Tour de France og lektiecaféer
Den tredje etape af Tour de France 2022 foregår søndag den 3. juli. Etapen går fra Vejle til Sønderborg, og er i alt 182,2 km lang. Matematikcenter har lektiecafé i Vejle hver mandag kl. 15.15-17.15, og i Sønderborg hver tirsdag 16-18. Spørgsmålet er nu, om du kan være til lektiecafé i Vejle om mandagen, og så nå at cykle til Sønderborg og få endnu mere lektiehjælp tirsdag eftermiddag?
En cykeltur fra Vejle til Sønderborg
Ifølge hjemmesiden for Touren i Danmark, er den 182,2 km lange strækning estimeret til at tage cykelrytterne gennemsnitligt 4 timer og 8 minutter. Det svarer til en gennemsnitsfart på:
$$ v_{gns.} = \frac{182{,}2 \mathrm{km}}{4{,}13 \mathrm{t}} = 44 \mathrm{km/t}. $$
De professionelle cykelryttere kan altså sagtens nå fra den ene lektiecafé til den anden. Men kan man også det som helt almindelig cyklist?
Farten på en almindelig cykeltur afhænger rigtig meget af personen og terrænet. Vi regner på en, der cykler med gennemsnitligt 18 km/t på denne strækning. Nu vil vi gerne finde ud af, hvor hurtigt denne person, kan cykle 182,2 km. Det gør vi ved at dividere distancen med farten:
$$ t = \frac{182{,}2 \mathrm{km}}{18\mathrm{km/t}} = 10{,}133 \mathrm{t} = \text{10 t og 7 min}. $$
Lektiecaféen i Vejle slutter kl 17.15, og den i Sønderborg begynder kl 16. Der er 22 timer og 45 minutter imellem. Du kan altså godt nå både at sove om natten, og holde pauser undervejs, og stadig nå frem til lektiecaféen i Sønderborg før den starter.
Vejle-Sønderborg er ikke den eneste etape, der starter og slutter i byer, hvor Matematikcenter har gratis lektiecaféer. Anden etape går fra Roskilde, hvor vi har lektiecafé om onsdagen, til Nyborg, hvor vi også har lektiecafé om onsdagen. Første etape foregår i København, og der har vi selvfølgelig også lektiecaféer. Du kan se alle de lektiecaféer, vi har i landet, ved at klikke her.