Online bevissamling på webmatematik
Velkommen til Webmatematiks bevissamling
Beviser spiller en vigtig rolle i matematikkens verden – og i din mundtlige eksamen i matematik på A- og B-niveau. Vi har forklaret en række beviser i videoer, så de bliver lettere for jer at lære.
Hvorfor er beviser vigtige
I matematikkens verden bruger vi beviser til at forklare, hvordan en matematisk formel hænger sammen. De gør det muligt for os at udtale os om, at noget gælder generelt.
De fleste beviser er sat sammen af logiske argumenter, der ender i en konklusion. De gør, at vi kan sige, at en matematiske sætning er ”sand” for alle tilfælde.
For eksempel: Vi ved, at lægger vi et lige heltal sammen med et ulige heltal, får vi et ulige heltal.
Hvordan ved vi det? Vi kan prøve os frem med en række heltal, og se resultatet. Men da der er uendeligt mange heltal, kan vi ikke prøve dem alle. I stedet udarbejdes et bevis, der gælder for alle heltal.
Hvad kan du bruge det til?
Ved at lære et matematisk bevis, lærer du at argumentere logisk og overskueligt. Det kan du bruge i din dagligdag fremover, men også hvis du vil beskæftige dig med naturvidenskab. Her kan du komme til at bruge bevisformen til at argumentere for, at en formel, du har udarbejdet er sand.
Bliv klar til eksamen
Ved den mundtlige eksamen skal der være en rød tråd igennem det, du skal bevise. Den bedste måde at holde fast i den røde tråd er at gennemgå beviserne igen og igen, og prøve at forstå detaljerne og sammenhængen.
Det er lige præcis det, vores videoer hjælper dig med.
God fornøjelse – og held og lykke med eksamen.