Ny mobiltelefon

Klokken er 7.55, du er på cyklen på vej i skole. Lige pludseligt kan du mærke, at din mobil falder ud af lommen ned på vejen. Du forsøger at standse, men der er mange cykler bag dig, som overhaler og kører henover mobilen. Mobilen er helt død. Det er selvfølgelig mandag, i slutningen af måneden og snart jul. Du har ikke råd til at smide 8000 for en ny iPhone. Hvad gør du??

Opgave: Køb af mobiltelefon

ÅOP

Når man overvejer at tage et lån bliver man ofte mødt med forkortelsen ÅOP. Det er faktisk et lovkrav, at der ved alle lån skal fremstå netop dette tal. 
Men hvad gemmer sig bag forkortelsen, og hvad repræsenterer procentsatsen?

ÅOP står for Årlige Omkostninger i Procent. I tallet indgår samtlige udgifter forbundet med lånet. Altså både renter og oprettelsesgebyrer. Derfor er det en rigtig god måde at sammenligne to lån med hinanden på. MEN det er dog vigtigt, at de lån du sammenligner forløber over den samme tidsrække. ÅOP for lån, der har forskellig længde er ikke sammenlignelige. En lavere ÅOP betyder et billigere lån. Hvis du vil læse mere om ÅOP, kan du klikke her

Du vil gerne købe en ny mobil til 8.000 kr., og du har fundet to muligheder for forbrugslån, der begge løber over 2 år:

  • Det første lån har et oprettelsesgebyr på 800 kr. og en månedlig rente på 1,44%.
  • Det andet lån har et oprettelsesgebyr på 1 kr. og en månedlig rente på 1,92%.

De to ydelser findes med formlen:

$$ y = G \cdot \frac{r}{1-(1+r)^{-n}} $$

$$ y_1 = 8800 \cdot \frac{0,0144}{1-(1+0,0144)^{-24}} = 436,28 $$

$$ y_2 = 8001 \cdot \frac{0,0192}{1-(1+0,0192)^{-24}} = 419,20 $$

Hvilket lån er mest fordelagtigt (har den laveste ÅOP)?

Denne formel udregner ÅOP i excel således:

Antal terminer: 24 (2 år)

=((1+RENTE(antal terminer;ydelse;-(Mobilenspris+oprettelsesgebyret))^(12-1))-1

Opgave: Valg af telefonabonnement 

I de næste opgaver skal du regne på, hvilket telefonabonnement, der passer bedst til dig. Du tænker at blive på det i mindst to år, og du skal kun bruge 40 GB data om måneden.

Du har fundet tre forskellige abonnementer:

  • Fri tale og 40 GB data per måned. Pris: 149 kr./md., 99 kr. i oprettelsesgebyr.
  • Fri tale og 40 GB data per måned. De første seks måneder koster det 49 kr./md., derefter 179 kr./md., og 0 kr. i oprettelsesgebyr.
  • Fri tale, 60 GB data og adgang til Netflix, Viaplay, HBO Nordic og TV2 play. 349 kr./md. og 0 kr. i oprettelsesgebyr.

A. Du har ikke brug for nogle streamingtjenester. Hvilket abonnement skal du vælge?

B. Du betaler i forvejen for Netflix og TV2 play, som du kunne opsige, hvis du valgte et abonnement, hvor de er inkluderet. Hvilket abonnement skal du vælge?

C. Ændrer svaret fra forrige opgave sig, hvis det er HBO Nordic og Viaplay, du i forvejen betaler for?

Har du et spørgsmål, du vil stille om Ny mobiltelefon? Skriv det i Webmatematiks forum!
Har du en kommentar til indholdet på denne side? Send os en mail!